Seneste artikler

Det er ikke første gang jeg skriver det, men nu er det forhåbentligt sidste gang.

Ja der har været stille på bloggen, men nu skal det være slut. Jeg har endelig fundet motivationen den var gemt højt oppe…

Denne blog har igennem tiden dels været en personlig blog, men også til tider været en nyhedsblog om udstyr og oplevelser i forbindelse med adventurerace og extremsport. De fleste indlæg er affødt af frisk luft i lungerne og løbske tanker under hård træning.

Men for lidt over halvandet år siden blev jeg ramt af en diskosprolaps. “Den lede satan” sendte mig i liggende husarrest i 2 måneder. Hvor jeg så kunne ligge og trille tommelfingre, mens musklerne og selvværdet blev mindre. 2 måneder tidligere havde jeg haft en fantastisk raceoplevelse sammen med Dan, Lars og Sessel i Abu Dhabi, så kontrasten var stor og derfor også antiklimakset.
Nu er jeg 2 operationer ældre, med en ryg der nu sjældent volder problemer i hverdagen. Men  alligevel ikke helt ovenpå, indtil for 14 dage siden.

De fleste kender fornemmelsen af at tage sin første løbetur efter at have forvredet en ankel eller haft betændelse i knæet. Hele kroppen er i beredskab, alle dine sanser har fokus på om det gør ond eller om det begynder at gøre mere ondt. Den fornemmelse var ganget med 50 og proppet ind i mit hovedet, da jeg efter anden operation startede op på noget der lignede træning. Egentligt helt uberettigt fordi der ikke er mere at klemme ud af min disci og derfor meget lille risiko for en reprolaps. Men alligevel kørte tankerne rundt og udmøntede sig i decideret skræk, ved den mindste muskel- eller ledsmerte. Lettere tragikomisk når det er det jeg har været rigtig god til og elsket, netop var at udholde og ignorere disse smerter.

Denne skræk blev en voksende og demotiverende byld jeg bare ikke kunne få hul på. En byld fyldt med gode undskyldninger og ting der er federe end træning.

Jojo… der blev da trænet, men ikke på den fede måde. Den måde hvor  kæresten er ved at rive hovedet af dig fordi du kommer 2 timere senere hjem, fordi du “kom til” at fare vild ude i Mols Bjerge. For mave- og rygøvelser og lette lunte ture er sku bare ikke særligt inspirerende i længden. Jeg trængte til at give los og rive lunger og lår i stykker i hård træning. Men ryggen var bare ikke klar endnu til at give den gas på 10km løb for fuld gas eller en hård tur rundt i Marselisborg på mtb.

Så heldigvis ligger der et lille hvidt kappel på bjerget over Riva del Garda. Og heldigvis ramte min anden uge på familieferien Riva. De første tre dage blev brugt på at gå rundt og kigge op på kapellet. Ufatteligt så dragende det blev, når man hele tiden kunne se det, der oppe på bjergsiden.

Og efter 4 dage, sneg jeg mig så afsted under pigernes middagslur. Jeg kunne jo i hvert fald bare lige se om jeg kunne finde stien der førte derop…

Det gik meget fint, så jeg kunne da lige tage turen op til borgen der lå 1/3 af vejen op imod kapellet. Også det gik fint, vejen derop var flisebelagt og jeg kunne lunte noget af vejen. Bag borgen lå den så, den fedeste lille stien – super eksponeret, klippebelagt og pokkers stejl. Jeg blev nærmest suget op af den. 20 meter oppe af stien ramte galskaben mig og jeg måtte give los. I skarpt trav (læs ikke løb), med fråde om munden og et åndedræt der sikkert har kunnet høres over hele Riva, knoklede jeg op af stien. Et syn for guder for de vandrer der var på vej ned af bjerget, og som jeg i min iver næsten ikke ænsede. Efter 30minutter ramte jeg den sidste trappe op til kapellet. Havde det ikke været for den tyske familie der sad og hyggede med madpakker ved kapellet, så havde jeg lavet en “Rocky” på toppen af trappen. I stedet kunne jeg nyde udsigten med let fugtige øjen, mens jeg med stor elegance sendte en spytklat med “slimstreng” ned af mig selv. WTF… det kunne være det samme, for nu var der taget hul på bylden og nu skulle der trænes. Nedløbet tog 18 minutter – tror aldrig jeg har løbet så hurtigt ned af bakke før. Min fornuft sagde mig, at jo mere jeg bremsede, jo mere ondt ville jeg får i ryggen, så der blev ikke bremset.

I bund kunne jeg så vade igennem Rivas smart butiksgade lugtende af sved, med pumpende lår og spyt på trøjen, men stadig  ligeglad med hvad andre tænkte – for hold kæft hvor var det fedt.

Det blev til en tur mere til kapellet lige inden vi forlod Riva. Heldigvis med en tid fra skiltet i bund til Kapellet på 31,5 minut. Heldigvis… fordi målet var 30minutter. Så nu går næste sommerferie til Riva, hvis altså ikke jeg skal ned at tanke noget motivation ved kapellet i løbet af vinteren.

Hjemme igen er der allerede logget flere træningsminutter i bogen på en uge end der er logget de seneste 3 måneder. Og konklusion må være at hvis motivationen skal holdes igennem en genoptræning, så skal man smage på det man træner imod. I mit tilfælde var det 30minutter med en puls på 190 – prikkede til bylden.

Lad os se om mere frisk luft også kan bringe motivationen til at blogge tilbage… Det her kunne da være en begyndelse.

Se gps track af stien til Capella Santa Maria her