Seneste artikler

Nogle gange er det svært at få tingene til at hænge sammen med 2 job, børnefamilie og træning. Så nogle gange må man klare tingene i den nævnte rækkefølge for at holde husfreden og tidsplanen.

Så for at man ikke skal gå hen og blive far, fed og færdig, så der tænkes i effektivitet i stedet for mænge når træningen skal passes. Især når de lyse timer er får og motivationen ikke altid er størst.

Personligt har jeg et par gange på det seneste jogget mig igennem en 30-40 minutters træning i mørke, hvor jeg ikke rigtigt følte jeg fik noget ud af det. Så da jeg her søndag eftermiddag/aften sneg mig afsted ud på weekendens længe ventede træning, var udgangspunktet at NU skulle der kvalitet på.

Destination blev Himmelbjerget og målet var bakkerunder i 35min. Første runde blev taget i skumringen hvor underlaget stadig kunne ses. På  anden runde, måtte min Silva Trail Runner pandelampe i brug. Årsagen til det blev himmelbjerget jeg tog til for at løbe, var egentligt stigningen. Men dag jeg startede nedløbet på anden runde, prøvede jeg at give den lidt mere gas på de tekniske stykker, også selvom sigbarheden var blevet dårligere på grund af mørket. Og da jeg opdagede at jeg egenetligt godt kunne huske underlaget, prøvede jeg at fyrre den endnu mere af på 3. og sidste runde, denne gang helt i mørke. Og dermed var  en kandidat til favorittræningen født.

Selvom træningen ikke var så lang, så havde jeg en fornemmelse af at jeg havde fået noget ud af det løbeteknisk.  Gentagelserne af et teknisk nedløb med øget sværhedsgrad i form af mere fart og mindre lys, havde en effekt på min teknink. Jeg oplevede at slappe mere af, der hvor jeg normalt ville bakke lidt af og være mere forsigtig med hvor jeg satte fødderne. Og så var det egentligt også bare super sjovt. Langt de fleste større trailruns som Hammertrail og UTMB foregår i mørke, derfor gør det også træningen meget relevant, for der er helt sikkert meget tid at vinde hvis man kan holde farten oppe i mørket. Så prøv det en dag tiden er knap eller hvis du skal havde lidt luft imellem de lange træninger.

For en uges tid siden havde jeg fornøjelsen af at introducere 8 super race rookies for adventureracing. Kun en enkelt havde en nogenlunde ide om hvad det er var de gik ind til.

Derfor var det også lidt svært at vide hvor niveauet skal ligger både fysisk og teknisk. Samtidig var mit udgangspunkt at jeg skulle kunne stå for det hele selv. Ambitionen var at de 8 skulle ud og udfordres og opleve hvor fedt det er at kæmpe sig igennem terrænet og komme steder de ikke normalt kommer i skoven.

Holdene bestod af 2 personer. Den overordnede plan for racet var at der skulle startes ud med kano, sejles frem til en skiftezone hvor de skiftede til kickbikes, kører videre til en”stjernepost” hvor de først skulle løbe en coasteneeringetape ud fra og derefter skulle ud på en Kickbike & run etape. Herefter skulle de så forsætte tilbage i kanoerne og sejle tilbage til start.

Mit problem ved denne opbygning var at jeg ikke både kunne stå ved stjernen og tage imod holdene i mål. Derfor valgte jeg, selvom den vurderede racetid var 3,5 time at lave det som etapeløb, hvor strækket frem til afslutning af Kickbike & run etapen var 1. etape med undertitlen “Det lange seje stræk” og resten var 2.etape, med undertitlen “Spurten”.

For ikke at få for lang ventetid lavede jeg Kickbike & run etapen til postpluk, hvor holdene skulle samle så mange poster som muligt indenfor et tidsrum. Da jeg ikke anede hvad gruppen kunne, valgte jeg at sige at tidsrummet blev sat sådan at holdene havde 55min fra de første hold gik ud på etapen. Det betød i praksis at det langsomste hold kun havde 30 minutter til at samle poster.

For ikke at skulle ud i tidstaging, valgte jeg at sige at 1.etapes placeringer blev bestem udfra hvor mange poster man fik indsamlet på postplukket. en 1. plads gav så i det samlede regnskab 4 point, 2.pladsen fik 3 point osv.

På “Spurten” var det så bare placeringen i mål, der afgjorde holdenes placering.

Raceopbygningen var egentligt mest lavet af logistiske årsager, men det viste sig faktisk efterfølgende at fungere godt, både i forhold til at holde intensiteten og gejsten, men også i forhold til give alle en fornemmelse af at have været medi placeringskampen.

1.etape blev en sejtrækker og det var holdene  med dem der var mest vant til at løbe og cykle der klarede sig bedst, primært fordi der var en del løb og en del højdemeter på etapen. Næsten alle hold kom ind til tiden og der gik kun 8 minutter fra at der var cut-off på postplukket til vi startede 2.etape. I det tidsrum blev der mandhørmet maks og alle blev gejlet op til at nu skule de have revance eller bevise deres værd igen.

Så den fik fuld gas da 2.etape blev startet ud på kickbikes. Holdene skulle køre et kort stykke på kickbikes til deres kanoer og derefter sejle tilbage til mål. En kort etape på 20 minutter.

Positivt var her at se at det hold der klarede sig dårligst på første etape formåede ved at tænke lidt frem og erkende sine svagheder, formåede at vinde etapen, simpelthen fordi de erkendte at de ikke var lige så hurtige på kickbikes som de andre. Derfor havde de brugt deres 8 minutters pause på at nørde vejvalg og finde den rute med færres højdemeter ned til kanoerne. Dette betød at de fik et forspring til de andre på et par minutter, som de holdt i kanoerne. Og de kunne sejle i mål med en god fornemmelse – se videoen.

Min egen erfaring var at det faktisk gjorde løbet godt lige at blive stoppet og startet engang, både i forhold til om jeg kunne håndtere logistikken ene mand. Men etape formatet gjorde også at deltagerne i højere grad oplevede konkurrenceaspektet, som er der hvor adventurerace kan skille sig ud fra de almindelig stroppe/overlevelsesture man ofte hører om firmaer tager på.

Har du gjort dig samme erfaringer med ting der viser sig at fungere godt på korte adventureraces, så skriv endelig i kommentarfeltet, så vi alle kan arrangere endnu flere og bedre introraces for nye adventureracere.

Det er ikke første gang jeg skriver det, men nu er det forhåbentligt sidste gang.

Ja der har været stille på bloggen, men nu skal det være slut. Jeg har endelig fundet motivationen den var gemt højt oppe…

Denne blog har igennem tiden dels været en personlig blog, men også til tider været en nyhedsblog om udstyr og oplevelser i forbindelse med adventurerace og extremsport. De fleste indlæg er affødt af frisk luft i lungerne og løbske tanker under hård træning.

Men for lidt over halvandet år siden blev jeg ramt af en diskosprolaps. “Den lede satan” sendte mig i liggende husarrest i 2 måneder. Hvor jeg så kunne ligge og trille tommelfingre, mens musklerne og selvværdet blev mindre. 2 måneder tidligere havde jeg haft en fantastisk raceoplevelse sammen med Dan, Lars og Sessel i Abu Dhabi, så kontrasten var stor og derfor også antiklimakset.
Nu er jeg 2 operationer ældre, med en ryg der nu sjældent volder problemer i hverdagen. Men  alligevel ikke helt ovenpå, indtil for 14 dage siden.

De fleste kender fornemmelsen af at tage sin første løbetur efter at have forvredet en ankel eller haft betændelse i knæet. Hele kroppen er i beredskab, alle dine sanser har fokus på om det gør ond eller om det begynder at gøre mere ondt. Den fornemmelse var ganget med 50 og proppet ind i mit hovedet, da jeg efter anden operation startede op på noget der lignede træning. Egentligt helt uberettigt fordi der ikke er mere at klemme ud af min disci og derfor meget lille risiko for en reprolaps. Men alligevel kørte tankerne rundt og udmøntede sig i decideret skræk, ved den mindste muskel- eller ledsmerte. Lettere tragikomisk når det er det jeg har været rigtig god til og elsket, netop var at udholde og ignorere disse smerter.

Denne skræk blev en voksende og demotiverende byld jeg bare ikke kunne få hul på. En byld fyldt med gode undskyldninger og ting der er federe end træning.

Jojo… der blev da trænet, men ikke på den fede måde. Den måde hvor  kæresten er ved at rive hovedet af dig fordi du kommer 2 timere senere hjem, fordi du “kom til” at fare vild ude i Mols Bjerge. For mave- og rygøvelser og lette lunte ture er sku bare ikke særligt inspirerende i længden. Jeg trængte til at give los og rive lunger og lår i stykker i hård træning. Men ryggen var bare ikke klar endnu til at give den gas på 10km løb for fuld gas eller en hård tur rundt i Marselisborg på mtb.

Så heldigvis ligger der et lille hvidt kappel på bjerget over Riva del Garda. Og heldigvis ramte min anden uge på familieferien Riva. De første tre dage blev brugt på at gå rundt og kigge op på kapellet. Ufatteligt så dragende det blev, når man hele tiden kunne se det, der oppe på bjergsiden.

Og efter 4 dage, sneg jeg mig så afsted under pigernes middagslur. Jeg kunne jo i hvert fald bare lige se om jeg kunne finde stien der førte derop…

Det gik meget fint, så jeg kunne da lige tage turen op til borgen der lå 1/3 af vejen op imod kapellet. Også det gik fint, vejen derop var flisebelagt og jeg kunne lunte noget af vejen. Bag borgen lå den så, den fedeste lille stien – super eksponeret, klippebelagt og pokkers stejl. Jeg blev nærmest suget op af den. 20 meter oppe af stien ramte galskaben mig og jeg måtte give los. I skarpt trav (læs ikke løb), med fråde om munden og et åndedræt der sikkert har kunnet høres over hele Riva, knoklede jeg op af stien. Et syn for guder for de vandrer der var på vej ned af bjerget, og som jeg i min iver næsten ikke ænsede. Efter 30minutter ramte jeg den sidste trappe op til kapellet. Havde det ikke været for den tyske familie der sad og hyggede med madpakker ved kapellet, så havde jeg lavet en “Rocky” på toppen af trappen. I stedet kunne jeg nyde udsigten med let fugtige øjen, mens jeg med stor elegance sendte en spytklat med “slimstreng” ned af mig selv. WTF… det kunne være det samme, for nu var der taget hul på bylden og nu skulle der trænes. Nedløbet tog 18 minutter – tror aldrig jeg har løbet så hurtigt ned af bakke før. Min fornuft sagde mig, at jo mere jeg bremsede, jo mere ondt ville jeg får i ryggen, så der blev ikke bremset.

I bund kunne jeg så vade igennem Rivas smart butiksgade lugtende af sved, med pumpende lår og spyt på trøjen, men stadig  ligeglad med hvad andre tænkte – for hold kæft hvor var det fedt.

Det blev til en tur mere til kapellet lige inden vi forlod Riva. Heldigvis med en tid fra skiltet i bund til Kapellet på 31,5 minut. Heldigvis… fordi målet var 30minutter. Så nu går næste sommerferie til Riva, hvis altså ikke jeg skal ned at tanke noget motivation ved kapellet i løbet af vinteren.

Hjemme igen er der allerede logget flere træningsminutter i bogen på en uge end der er logget de seneste 3 måneder. Og konklusion må være at hvis motivationen skal holdes igennem en genoptræning, så skal man smage på det man træner imod. I mit tilfælde var det 30minutter med en puls på 190 – prikkede til bylden.

Lad os se om mere frisk luft også kan bringe motivationen til at blogge tilbage… Det her kunne da være en begyndelse.

Se gps track af stien til Capella Santa Maria her